Jeg hedder Jane Dyhr Johansen, og jeg er autoriseret erhvervspsykolog med speciale inden for metakognitiv terapi.
Jeg er indehaver af 2Grow og har en bred erhvervserfaring, der spænder over sygedagpengeområdet, arbejdsmiljø, klinisk psykologi og ledelse af et større psykologhus.
Min primære drivkraft som erhvervspsykolog er at fremme trivsel og skabe en sund balance i arbejdslivet, både for den enkelte medarbejder og for arbejdspladsen som helhed. Og dette i kombination med det liv, vi hver især har uden for arbejdet! Jeg tror på, at vejen til trivsel kræver fokus på både de indre belastninger, som f.eks. overtænkning, og de ydre belastninger, vi møder på arbejdet og i vores privatliv.
Hos 2Grow arbejder vi derfor sammen om at fjerne de “visne blade” – det vil sige reducere bekymringer og grublerier, så du bliver bedre rustet til at håndtere hverdagens udfordringer på en ny og mere konstruktiv måde. Udvikling handler ofte ikke om at gøre mere, men snarere om at minimere de ting, der forhindrer os i at leve det liv, vi ønsker. Hos 2Grow lærer du at skelne mellem, hvad der kræver handling, og hvad du skal øve dig i at gøre mindre med/lade være – så du kan fokusere din energi, hvor den gør størst gavn og skaber størst trivsel.
Hos 2Grow lægger jeg stor vægt på, at enhver proces – hvad enten det drejer sig om psykologsamtaler, coachingforløb eller workshops på arbejdspladsen – begynder med en grundig forberedelse. Jeg investerer tid i at forstå din situation, de professionelle roller, du/I varetager, samt de samarbejdsrelationer og organisatoriske rammer, der præger jeres daglige arbejde.
Som erhvervspsykolog er jeg særligt fokuseret på at identificere de faktorer, der forhindrer dig/jer i at nå jeres mål og opretholde trivsel. Jeg undersøger de omstændigheder, der skaber ubalance, hvad enten det drejer sig om ydre omstændigheder så som vedvarende forandringer, tidspres, nedskæringer mm. Eller indre processer så som negative tankemønstre, undgåelsesstrategier, overspringshandlinger eller vedvarende bekymringer, som kan opstå og vedligeholdes i samspillet med kolleger. Alle disse faktorer kan hindre dig i at nå dine mål og leve det liv, du ønsker – både arbejdsmæssigt og privat.
Mit primære fokus er således rettet mod at adressere de udfordringer, du står overfor i nutiden. Vi arbejder systematisk på at skabe indsigt og samtidig udvikle nye strategier for at bryde med uhensigtsmæssige tankemønstre samt håndtere ufordelagtige vilkår på anden vis. Dette for at skabe mere klarhed og øget handlekraft, så du/I kan opretholde et liv i større balance og med højere trivsel. For at sikre den højeste kvalitet i mit arbejde, modtager jeg løbende supervision fra fagkolleger.
Jeg ser frem til at høre fra dig og glæder mig til et frugtbart samarbejde!